11.1.2011
4. pladsen generobret
Team Aarhus Badminton generobrede i den sidste kamp i Badmintonligaens grundspil den 4. plads, der giver videre adgang til de sjove kampe i det mellemspil, der nu venter. Holdet har ligget på 4. pladsen over store stræk i grundspillet, men satte den over styr efter den forrige kamp mod Gentofte.
Pladsen blev imidlertid genvundet, da det unge Aarhus-hold vandt over Vendsyssel på udebane med 4-2. Sejren var ikke på forhånd en selvfølge, men holdet leverede på dagen den nødvendige vare, og samtidig satte Lillerød to point til mod Skælskør-Slagelse, så Lillerød-holdet faldt tilbage på 5. pladsen – 1 point efter Team Aarhus.
I 1. herresingle leverede Jan Ø. Jørgensen en god, koncentreret indsats mod den ikke uefne Eric Pang, der blev slået 21-15, 21-12.
I mixeddouble spillede Mia Schjøtt-Kristensen og Anders Skaarup Rasmussen ifølge træner Thomas Damgaard halvandet fremragende sæt. Det rakte til en sejr på 21-19, 21-9 over Anastasia Russkikh og Rune Dyhr Thomsen, der afløste en skadet Thomas Laybourn.
Damedoublen Line Kruse og Lena Frier Kristiansen leverede også en sikker indsats og vandt 21-14, 21-9 over Rikke Axelsen og Kristina Weesgaard fra Vendsyssel.
Den 4. og sidste sejr stod Morten Brødbæk for i 2. herresingle. Trods rygproblemer slog han i en intens kamp Kristian F. Midtgaard med 21-17, 18-21 og 21-17. I 3. sæt var Morten Brødbæk bagud 11-15, men fik sig kæmpet flot op. Han har tidligere på sæsonen tabt tætte kamp i 3 sæt; denne gang blev det til en vigtig sejr, og mon ikke unge Brødbæk efter kampen kunne sætte godt med selvtillid ind på kontoen inden de kommende mellemspilskampe.
Nederlagene stod Maria Herskind for i damesingle, hvor hun blev slået 21-9, 21-11 af Anna Rice. Lidt tættere var det i herredoublen, hvor Kasper Henriksen og Jakob Staael efter en fin indsats måtte se sig slået 21-12, 17-21 og 21-11 af Jonas Rasmussen og Simon Mollyhus, der på forhånd var klare favoritter.
Team Aarhus Badminton c/o Højbjerg Badminton Klub, Hjulbjergvej 7A, 8270 Højbjerg tlf. 86 272617 email: info@teamaarhusbadminton.dk




