25.1.2012
Af Ingolf Graae
Gentagelse, tak
I Badmintonligaens grundspil vandt Team Aarhus Badminton 4-3 over Lillerød efter Golden Set.
Det resultat må set med aarhusianske øjne meget gerne gentage sig, når holdene mødes i den første kamp i kvalifikationsspillet til næste sæsons liga. Endnu bedre er selvfølgelig en sejr, der giver tre point – og på en god dag på kontoret er det måske slet ikke umuligt.
Holdene er endt i kvalifikationsspillet i kraft af en 9. og 10. plads i grundspillet. Team Aarhus har som nr. 9 to point med over i kvalifikationsspillet, mens Lillerød som nr. 10 ingen har.
Det lægger fra start pres på Lillerød, hvilket man næsten kan fornemme på holdopstillingen.
Normalt spiller Lillerøds mest erfarne spiller, Ann Nielsen, årgang 1973, damedouble, men til kampen mod Team Aarhus er hun flyttet til mixdouble, hvor hun sammen med Jacob Chemnitz skal møde ubesejrede Lene Mørk og Anders Skaarup Rasmussen.
Men uanset hvor meget erfaring der måtte være på den anden side af nettet, opfatter Team Aarhus-coach Michael Christensen dog sine egne spillere som favoritter.
Den to år yngre Sara Runesten Hansen har afløst Ann Nielsen i damedoublen, hvor hun spiller sammen med den jævnaldrende Rikke Olsen Siegemund. Uden at have overværet Lillerøds taktiske overvejelser, må man tolke opstillingen i damedouble som om, man på det nærmeste mener, at der bliver tale om en walk over.
Og det er da også rigtigt, at Team Aarhus-damedoublen måske ikke har så mange meriterende sejre bag sig i ligaen, men det har Sara Runesten dog heller ikke i sine seneste 2. divisionskampe. Team Aarhus Badmintons damedouble er igen igen ændret, idet hverken Nanna Vestergaard eller Rikke Nørgaard er til rådighed. Det giver debut til den 21-årige Louise Grøndahl Nielsen, der danner par med 18-årige Line Nørgaard.
Det bliver spændende at se, hvad Line og debutant Louise, der både er hurtig og kan løbe solen sort, kan stille op mod de erfarne Lillerød-damer – forhåbentligt meget.
I damesingle mødes ranglistens nr. 3, Lillerøds Karina Jørgensen, og nr. 13, Maria Herskind. Men trods de 10 pladsers forskel tror Michael Christensen, at Maria har en chance. Dels har Karina Jørgensen været skadet, dels er Maria i rigtig god træningstilstand, hvor det ikke bliver luften, det kommer til at skorte på.
Vendingen om træningstilstanden bruger Michael Christensen også om Team Aarhus Badmintons 1. herresingle Jeppe Lund. Han skal møde Stephan Wojcikiewicz, der er nr. 23 på ranglisten i herresingle. Jeppe er nr. 18 og vil alt andet lige være favorit på hjemmebanen, der igen er Højbjerg Badminton Klubs hal.
I 2. herresingle er Morten Brødbæk, nr. 14 på ranglisten, også favorit mod Thomas Fynbo, der er tre år ældre end 19-årige Brødbæk, men kun nr. 46 på ranglisten.
I herredouble er Team Aarhus ramt af endnu en skade, idet Morten Bødskov er ude med en fodskade. Han erstattes af Thomas Søe Jepsen, der i sine hidtidige kampe på ligaholdet har gjort det glimrende.
Thomas skal sammen med Jakob Staael, der lige er vendt tilbage efter en langvarig skade, op mod Lillerøds Mikkel Larsen og Mikkel Larsen – med mellemnavnene Delbo og Elbjørn. Med træner Michael Christensens ord bliver det nok ikke nemt.
Men hjemmebanefordelen i de intime rammer i Højbjerg-hallen, som Team Aarhus-spillerne elsker at spille i, i pagt med et forhåbentligt stort entusiastisk publikum er en faktor, der kan gøre en positiv forskel for det unge Team Aarhus-hold i den første kamp i kvalifikationsspillet.
Team Aarhus Badminton c/o Højbjerg Badminton Klub, Hjulbjergvej 7A, 8270 Højbjerg tlf. 86 272617 email: info@teamaarhusbadminton.dk




