31.1.2011
Jan Ø. forlader Team Aarhus Badminton
Team Aarhus Badmintons suveræne 1. herresingle gennem fire sæsoner, Jan Ø. Jørgensen, skifter hold efter denne sæson.
"Jeg har været utrolig glad for at spille for Team Aarhus, og jeg kommer til at savne holdet og ikke mindst Thomas (Damgaard, coach)", siger Jan, "jeg kom til holdet som et talent og er i dag blandt de 10 bedste i verden, så der er bestemt sket en udvikling i min Aarhus-tid."
Skiftet er ganske udramatisk. "Jeg lægger også vægt på det sociale liv", forklarer Jan, "og jeg har savnet en klub at komme i, og da jeg har en god kammerat i min fremtidige klub og kender mange mennesker i klubben, har valget været naturligt".
Hos Team Aarhus beklager direktør Michael Locht Jan Ø.'s skifte. "Vi er rigtig glade for at have Jan på holdet, men forstår også hans behov for at have en klub at komme i, og lige præcis det kan vi ikke leve op til, så længe Jan bor i København", siger Michael Locht, "vi har kun grund til at takke Jan for indsatsen gennem årene og ønsker ham god vind fremover".
Jan Ø. Jørgensens indsats på Team Aarhus-holdet er dog ikke slut endnu. Der forestår en række spændende slutspilskampe, som Jan håber kan resultere i medaljer.
Med Jan Ø. Jørgensens skifte ligger det foreløbig fast, at to af de nuværende Team Aarhus-spillere forlader holdet. Foruden Jan Ø. er det Line Kruse, der ikke fortsætter badmintonkarrieren i Team Aarhus.
"Vi har bestemt været glade for at have begge spillere på holdet og håber, at de kan være med til at give holdet en flot sæsonafslutning – gerne med medaljer", siger Team Aarhus-direktør Michael Locht.
"Det er klart, at med afgang af bærende spillere på holdet, er målsætningen næste sæson anderledes", fortsætter Michael Locht, "men vi vil også næste år have et talentfuldt mandskab, så vi satser selvfølgelig på at være med i den sjove del af Badmintonligaen. Men vi skal have nye spillere til truppen, og faktisk er vi ved at have Jan Ø. Jørgensens afløser som 1. herresingle klar, hvilket vi vil orientere om snarest. Ligeledes er vi i gang med forhandlinger med andre spillere, så vi ser frem til den nye sæson med optimisme. Vi har et godt koncept, hvor vi fremadrettet vil fastholde klubbernes talentudvikling som et væsentlig element i det at drive et ligahold. Og selv om bærende spillere på holdet skifter, vil vi også næste år have et dygtigt og talentfuldt mandskab samtidig med, at vi har en stærk organisation med forankring i de to moderklubber – Viby Badminton Klub og Højbjerg Badminton Klub", slutter Michael Locht.
Yderligere oplysninger:
Michael Locht, direktør i Team Aarhus Badminton, tlf. 2486 4011
Poul Mølgaard, formand for Team Aarhus Badminton, tlf. 2849 7186
Team Aarhus Badminton c/o Højbjerg Badminton Klub, Hjulbjergvej 7A, 8270 Højbjerg tlf. 86 272617 email: info@teamaarhusbadminton.dk




