9.11.2011
Pressemeddelelse:
Kamp om at undgå den sorte gryde
Team Aarhus Badmintons kamp i 6. runde af Badmintonligaen er så at sige en kamp om ikke at ende i den sorte gryde. Holdet er placeret som nr. 8 ud af de 10 hold og skal på hjemmebanen i NRGi Arena møde nr. 7 Lillerød.
Begge hold har 3 point, og vinderen af opgøret kommer lidt længere bort fra den streg, der afgør om man skal ud i nervepirrende nedrykningsspil eller ej.
Opgøret mellem det unge Team Aarhus Badminton-hold og Lillerød ser ifølge coach Thomas Damgaard lige ud. Derfor kan den tredje medspiller, publikum, blive en afgørende faktor.
Umiddelbart forekommer det, at Lillerød er favorit i damesinglen og damedoublen, mens Team Aarhus må anses for at være favorit i de to herresingler.
I damesingle skal Maria Herskind, der er nr. 11 på den danske rangliste, møde Karina Jørgensen, der er nr. 2. I damedoublen skal det unge Team Aarhus-par Line Nørgaard og Nanna Vestergaard møde det uhyre rutinerede Lillerød-par, der rundt regnet er dobbelt så gamle som Aarhus-spillerne, uden at vi behøver gå i detaljer med Ann Nielsens og Rikke Olsen Sigismunds alder.
De unge aarhusianere bliver dog mere og mere sammenspillede, og i tirsdagens kamp mod Vendsyssel tog de sæt. Så måske lurer der en overraskelse.
I 1. herresingle skal Jeppe Lund, nr. 15 på den danske rangliste, møde Thomas Fynbo, der er nr. 61. Alene ranglisteplaceringerne gør Team Aarhus-spilleren til favorit, selv om Lillerød-spilleren godt kan spille en god gang badminton.
I 2. herresingle er ranglisteforskellen endnu større, idet Morten Brødbæk er nr. 19, mens hans modstander Jannich Andersen er nr. 162. Her er kravet ganske enkelt sejr til unge, talentfulde Brødbæk.
Hvis favoritterne vinder, skal holdkampen afgøres i mixdouble og herredouble, og her er, som Thomas Damgaard udtrykker det, Team Aarhus større favorit i mixdoublen end Lillerød er i herredoublen.
Lillerød satser helt klart på herredoublen ved at lade 2 gange Mikkel Larsen, med mellemnavnene Delbo og Elbjørn, stille op mod det unge Aarhus-par Jakob Staael og Morten Bødskov. Under alle omstændigheder står aarhusianerne over for en udfordring, hvor et talstærkt og entusiastisk hjemmepublikum måske kan gøre en forskel i hjemmeholdets favør.
Mixdoublen står mellem Team Aarhus Badmintons Lene Mørk og Anders Skaarup Rasmussen, der har udviklet sig til en velspillende og effektiv duo, og Lillerøds Trine Niemeyer og Jacob Chemnitz.
Alt i alt venter der en uhyre tæt og spændende kamp mod Lillerød, hvor man kan håbe, at spillerne og publikum i fællesskab sørger for, at gæsterne bliver den lille.
Yderligere oplysninger hos:
Coach Thomas Damgaard, tlf. 2024 5424
eller
Direktør Michael Locht, tlf. 7228 6339
Team Aarhus Badminton c/o Højbjerg Badminton Klub, Hjulbjergvej 7A, 8270 Højbjerg tlf. 86 272617 email: info@teamaarhusbadminton.dk




