21.2.2012
Af Ingolf Graae
Nu skal nuet gribes
Hvis man er en smule poetisk anlagt – og det er vi i Team Aarhus Badminton – kan man sige, at det i torsdagens hjemmekamp mod Odense i ligakvalifikationsspillet handler om at gribe nuet i den forstand, at man skal tro på mulighederne og gribe de små chancer, der måtte komme for at gøre en forskel og få marginalerne over på sin side.
Ofte er det de meget omtalte marginaler, der afgør kampene. Marginalerne kan være dagsformen, hjemmebanefordel, vilje, tro på egne evner etc. Men de små detaljer, der gør forskellen, skal ofte opsøges, og det bliver nok også nødvendigt for Team Aarhus i kampen mod Odense.
Træner Michael Christensen se to kampe som vanskelige. I herredouble skal Jakob Staael og Morten Bødskov op mod Mads Conrad-Petersen og Mathias Boe, der er henholdsvis nr. 4 og nr. 1 på herredouble-ranglisten, og i 1. herresingle møder Jeppe Lund Odenses Viktor Axelsen, som er inde i en rivende udvikling.
I de resterende kampe er chancerne langt bedre, og hvis tingene går op i en højere enhed på en god dag, skal man ikke på forhånd afskrive point til Team Aarhus.
I mixeddouble møder Anders Skaarup Rasmussen og Line Nørgaard Tore Vilhelmsen og Sara Thygesen. Anders og Sara er lige blevet danske mestre sammen, men står nu på hver sin side af nettet i en kamp, der kan blive tæt, men ifølge Michael Christensen har Team Aarhus-parret gode muligheder.
Det har Kasper Dinesen også på en god dag mod Steffen Rasmussen, som lige har været skadet, så spørgsmålet er, om han stiller op for fuld styrke. Men uanset hvad, er Kasper altid garant for en god fight.
I damesingle skal Maria Herskind møde Lene Clausen. På papiret er Maria ikke favorit, men kampen er langt fra umulig. De små ting kan blive afgørende – hjemmebanen, troen, roen.
I damedouble danner Lene Mørk Frandsen og Louise Grøndahl Nielsen denne gang par. Modstanderne er Mia Sejr Nielsen og Petya Nedelcheva. Det forekommer at være en åben kamp, hvor Lene Mørks rutine kombineret med Louises kampvilje og hurtighed forhåbentlig kan gøre den forskel, der skal til for at vinde.
Trods trængsler i sæsonen og en lidt presset placering i ligakvalifikationsspillet, kan træner Michael Christensen melde om en positiv stemning og kampvilje på holdet – og den positive tilgang er måske lige det, der skal til for at kunne gribe nuet.
Team Aarhus Badminton c/o Højbjerg Badminton Klub, Hjulbjergvej 7A, 8270 Højbjerg tlf. 86 272617 email: info@teamaarhusbadminton.dk




