10.2.2012
Af Ingolf Graae
Sejr med bismag
Team Aarhus Badminton havde helt klart håbet på at få 3 point mod Ikast på udebane i kvalifikationsspillets 2. runde. Men det blev kun til 2 i kraft af en 4-3 sejr efter Golden Set.
Team Aarhus-holdet var igen plaget af skader, og som i flere af sæsonens kampe i grundspillet var marginalerne imod holdet i og med, at man taber tætte sæt og tætte fifty-fifty kampe.
Kampgejsten og indstillingen fejlede ellers ikke noget før og under kampen på Ikasts særprægede, kolde og dårligt belyste hjemmebane.
På damesiden stillede Team Aarhus med Rikke Nørgaard og Maria Herskind i doublen, hvor det blev ved lige ved og næsten. Efter at have tabt 1. sæt med 17, var Team Aarhus-doublen i 2. sæt foran både 17-12 og 19-16, men tabte alligevel med 19.
I damesingle tabte Louise Grøndahl i 3 sæt – 11-21, 21-17, 12-21.
Det tredje nederlag kom i 2. herresingle, hvor Kasper Dinesen afløste en stadig skadet Morten Brødbæk. Kasper mødte Jacob Damgaard, og det blev en både drabelig, dramatisk og også noget træls kamp.
Kasper Dinesen tabte 18-21, 21-19 og 22-24, men med til historien hører en række specielle – for nu at sige det pænt - linjekendelser, som alle gik Team Aarhus-spilleren imod. Fortolkningen af begrebet sportsmanship på Ikast-egnen gjorde ikke den i forvejen dårlige stemning bedre.
På vindersiden var der sikre sejre til Jeppe Lund i 1. herresingle – 21-13, 21-16 – og til mixeddoublen Lene Mørk og Jakob Staael – 21-11, 21-16 – samt herredoublen Morten Bødskov og Anders Skaarup Rasmussen – 21-16, 21-19.
I Golden Set skete retfærdigheden så at sige fyldest, da Jeppe Lund slog Jacob Damgaard med 21-16.
Resultatet var ikke det optimale for Team Aarhus, men måske er der alligevel håb, for i den anden kamp i kvalifikationsspillet vandt Lillerød 4-3 over Odense. Netop Odense er Team Aarhus Badmintons næste modstander, og måske er fynboerne i virkeligheden til at tale med på en dag, hvor marginalerne og linjedommene ikke konsekvent er Team Aarhus imod.
Stillingen efter de to første runder er, at Odense har 6 point, Lillerød 5, Team Aarhus 4 og Ikast 1.
Næste kamp – mod Odense – er torsdag d. 23. februar, og denne gang er hjemmebanen igen NRGi Arena. Forhåbentlig bliver det en kamp uden anden bismag, end den der kommer af sejrens honningsøde smag….
Team Aarhus Badminton c/o Højbjerg Badminton Klub, Hjulbjergvej 7A, 8270 Højbjerg tlf. 86 272617 email: info@teamaarhusbadminton.dk




